- Vi har fået lige det hus, som vi ønskede, og som passer perfekt til os og vores livsstil. Et træhus i pagt med naturen, indrettet så det passer til vores aktive liv, invasion af børn og børnebørn og masser af opbevaringsplads til vores fritidsudstyr, fortæller Zuzana og Esper Boel.
Ægteparret havde nogle specifikke ønsker til, hvad træhuset skulle indeholde. Et stort bryggers med god opbevaringsplads, en stor entre med plads til rykind, en overdækket gangsti fra garage til hoveddør og sidst men ikke mindst en overdækket terrasse, hvor der er læ.
- Vi har fået en terrasse, hvor der er læ. Det er simpelthen en fornøjelse. I Hinnerup, hvor vi kom fra, blæste det altid. Her oplever vi, at vi kan sidde udenfor til langt hen i efteråret uden at skulle pakke os ind, fortæller Zuzana Boel, der sammen med ægtefællen er rykket ind i et 144 kvadratmeter stort træhus med 28 kvadratmeter overdækket terrasse, dobbeltcarport og skur.